Nytårskoncert med De 3 Kongelige Sopraner: Søndag d. 23. januar 2022 kl. 16, Vestjysk Gymnasium Tarm

Skjern-Tarm Musikforening byder det nye år velkommen med et festfyrværkeri af skønne operaarier og sprudlende operettetoner. De tre sopraner Charlotte Meldgaard, Karen Dinitzen og Pernille Bruun er faste medlemmer af Det Kongelige Operakor og vil denne eftermiddag spænde buen over et velkendt repertoire med uddrag af berømte ”nytårshighlights” - med det uundværlige glimt i øjet! De debuterede sammen i Tivoli i 2003 og har siden opbygget en imponerende koncertvirksomhed - er performers med stort ”P” og garanter for en festlig start på den nye musiksæson. Der er ingen pause i koncerten, men efterfølgende vil musikforeningen traditionen tro servere bobler, og her vil sopranerne gerne deltage og snakke med publikum.                                                                               

Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT’s Venner

Ensemble MidtVest: Søndag d. 6. februar 2022 kl. 15, Kramp Scenen, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

Endnu engang kan vi byde velkommen til en koncert med Ensemble MidtVest, der i 2022 kan fejre 20 års-fødselsdag. Ensemblet, der er et af Danmarks basisensembler og til dagligt hjemmehørende på HEART i Herning, består af 9 klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning bestående af en strygetrio, en blæserkvintet og en pianist. I tidens løb har ensemblet indspillet ikke færre end 22 CD'er, ligesom musikerne har samarbejdet med en lang række højtprofilerede danske og udenlandske musikere. Ved koncerten i Skjern optræder ensemblet med musik af Haydn, Mozart, Crumb og Beethoven.

MidtVest Ungdomssymfoniorkester: Søndag d. 13. marts 2022 kl. 16, Vestjysk Gymnasium Tarm

Under ledelse af dirigenten Christian Hørbov-Meier vil MidtVest Ungdomssymfoniorkester ved årets forårskoncert tage publikum med på en rejse gennem Europa med fokus på dansemusik. Musik og dans lader sig ikke begrænse af sprog og landegrænser, hvilket kan opleves ved denne koncert, hvor komponisterne har ladet sig inspirere fra andre lande end deres egne. Tyske Brahms er på programmet med en ungarsk dans, italienske Verdi med en maurisk dans, danske Carl Nielsen med en afrikansk dans og russiske Tjajkovskij med en wienervals. Herudover byder programmet også på filmusik og solistiske indslag.

Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT’s Venner.

Frokostjazz med Hede Hule Hot: Lørdag d. 26. marts 2022 kl. 13, Vestjysk Gymnasium Tarm

“Hede Hule Hot” spiller musik, der var populær i tiden lige før og under besættelsen 1940-45. Repertoiret er primært swingnumre, revysange og filmmelodier af bl.a. Kai Norman Andersen, Gerda og Ulrik Neumann, Børge Müller, Leo Mathiesen, Svend Asmussen og Harlem Kiddies. Der spilles også en række af periodens populære amerikanske swingnumre, hvor de kompetente musikere i orkesteret kan få lov at folde sig ud.
“Hede Hule Hot” har siden 2015 spillet i jazzklubber og ved jazzfestivaler landet over og der høstet succes for deres vokal, musikalitet og smittende humør. 
”Hede Hule Hot” består af musikere kendt fra mange forskellige sammenhænge: Karoline Budtz (vokal), Finn Odderskov (saxofon), Jens Christian Kwella (guitar), Kim Mikkelsen (bas) og Peter Lund Paulsen (trommer).

Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT’s Venner.

Duo Damgaard - Gryesten: Søndag d. 25. september kl. 16, Kramp Scenen, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

Vi indleder efterårets koncertrække med en duo bestående af violinisten Benedikte Damgaard og pianisten Emil Gryesten. De to musikere var studiekammerater på konservatoriet og stiftede duoen i 2011, og de er med årene blevet en af de førende danske repræsentanter for violin-klaver-konstellationen. Sammen har de optrådt i en lang række koncertsale og på flere af landets største musikfestivaler, og hver for sig har de spillet i alle større koncertsale i Danmark og turneret i de fleste europæiske lande, i USA og i Fjernøsten. De har desuden vundet diverse musikkonkurrencer og indspillet 10 CD'er med henholdsvis solo og kammermusik. Nu glæder vi os til at præsentere dem i Skjern.

Andrea Pellegrini - Tanja Zapolski: Søndag d. 6. november kl. 16, Kramp Scenen, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

Pellegrini og Zapolski er tilbage! Og med et nyt, spændende program!
Efter duoens succesfulde optræden sidste år er det lykkedes os at arrangere en ny koncert med de to funklende og efterspurgte stjerner på den danske og udenlandske musikhimmel, mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski. Denne gang kommer de med et sigøjner-program: Brahms Zigeunerlieder, flamenco-inspirerede sange af de Falla og måske Dvoraks Zigeunerlider og operaarier, evt. fra ”Carmen”.
Begge kunstnere har optrådt på talrige danske og udenlandske scener og har vundet adskillige priser. De bevæger sig gerne uden for den klassiske musiktradition og indgår i utraditionelle musikalske samarbejder.
De har tæt kontakt med publikum, så bliver det uden tvivl en stor koncertoplevelse – også for folk, som ikke tror, at de er til opera! 

Julekoncert med Herning Kirkes Drengekor: Søndag d. 4. december kl. 16, Tarm Kirke




Vi er stolte over i samarbejde medTarm Kirkeat kunne præsentere Herning Kirkes Drengekor til årets julekoncert. Koret var på programmet i 2020, men Coronaen spændte desværre ben, så vi gik glip af en stor oplevelse - men nu er det her igen.

Koret består af ca. 50 drenge og mænd, som for de flestes vedkommende har deltaget siden 8-9 års-alderen. Det dirigeres af Charlotte Rowan, mens en af Herning Kirkes organister akkompagnerer. Programmet for koncerten er endnu ikke fastlagt, men koret er inspireret af engelske carols og traditionelle danske julesalmer.
Så….var julestemningen ikke til stede før denne adventssøndag, bliver den ikke til at komme udenom efter koncerten med dette fremragende kor.