Michala Petri & Lars Hannibal Søndag d. 3. februar kl. 16, Kramp Scenen, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

Blokfløjtespilleren Michala Petri og guitaristen Lars Hannibal behøver egentlig ikke nærmere præsentation. Duoen har gennem mere end 25 år spillet over 1500 koncerter, gæstet både de mindste danske kirker og førende koncertsale verden over, har udgivet 7 cd’er og udover masser af anmelderroser høstet adskillige priser.

En koncert med dem er en oplevelse udover det almindelige: En rejse i den populære klassiske musiks forunderlige verden, på én gang smuk, virtuos og seriøs, men også levende og uhøjtidelig, med musikken i centrum og tæt kontakt med publikum, som med korte introduktioner guides til forståelse af det særlige ved de enkelte værker.

Michala Petri og Lars Hannibal vil præsentere os for et meget varieret program, geografisk, tidsmæssigt og mht. komponister.

Frokostjazz med Farholt/Odderskov – Jazz´n fun Lørdag d. 23. marts kl. 13, Vestjysk Gymnasium Tarm

Det er svært at forudsige, hvilke musikalske indslag der diskes op med ved årets frokostjazz-arrangement, men der er i hvert fald garanti for en festlig eftermiddag, når musikforeningen afholder det årlige 'Sild og jazz'-arrangement, denne gang med sangerinden Ann Farholt og saxofonisten Finn Oddersov i spidsen for gruppen Jazz'n fun.

Ann Farholt er kendt som en fuldblods jazzsanger, jazzkunstner og folkelig entertainer, som heller ikke går af vejen for at give et par numre på trombone. På scenen har hun et fortræffeligt musikalsk samarbejde med de øvrige musikere i Jazz'n Fun, ikke mindst med saxofonisten Finn Odderskov, der er et kendt ansigt på den danske jazzscene og anses for at være en af vore allerbedste saxofonister. Han har spillet med et væld af både danske og udenlandske jazzmusikere og er en hyppigt anvendt gæstesolist i forskellige musikalske sammenhænge.

Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT´s Venner.

Copenhagen Piano Quartet Søndag d. 22. september kl. 19.30, Kramp Scenen, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

Copenhagen Piano Quartet er en ung og fremadstormende klaverkvartet.Kvartetten blev dannet i 2010, og de fire medlemmer studerede som ensemble i solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i årene 2012-15.

Allerede i studieårene vandt CPQ utallige priser både herhjemme og i udlandet, ligesom kvartetten har haft en omfattende koncertvirksomhed og har optrådt over hele Danmark såvel som i Norge, Italien, Tjekkiet, Tyskland og Kina. Kvartetten har et meget bredt repertoire, der spænder lige fra klassikere til vor tids nyskrevne musik. I 2015 udgav Copenhagen Piano Quartet deres første CD med klaverkvartetter af Friedrich Kuhlau, og ud over koncer-ter med kvartetten er de fire musikere også alle aktive både som solister og medlemmer af andre ensembler og orkestre.

Ensemble MidtVest Tirsdag d. 22. oktober kl. 19.30, Kramp Scenen, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

Skjern-Tarm Musikforening har tidligere afholdt koncerter med Ensemble MidtVest, og vi gør det gerne igen, da ensemblet er sammensat af en række musikere i verdensklasse, nemlig en strygekvartet, en blæserkvin-tet og en pianist.

Ensemblet, der blev dannet i 2002, giver adskillige koncerter i såvel ind- som udland, og turneer har bl.a. ført ensemblet til kendte scener i New York, Rio og London. Ved denne koncert bliver der mulighed for at høre ensemblets medlemmer i forskellige musikalske sammenhænge, dels som blæserkvin-tet, som violin og celloduo og som klaverkvartet. Koncerten indledes af ensemblets blæsere, som spiller et stykke af den franske komponist Debussy, nemlig Petite Suite. Herefter følger en duo for violin og cello, komponeret af Ravel. Ydermere kan publikum glæde sig til at høre Brahms' Klaverkvartet i A-dur. Der er således lagt op til en spændende og varierende koncert med de dygtige og erfarne musikere.

Andreas Brantelid og Christian Ihle Hadland Søndag d. 17. november kl. 16, Vestjysk Gymnasium Tarm

Musikforeningen er stolt af igen at kunne arrangere en koncert med den danske verdensstjerne Andreas Brantelid.

Andreas har henrykket musikelskere over hele verden med sit virtuøse cellospil og er i dag en af de mest eftertragtede kunstnere fra Skandinavien.

Ved koncerten i Tarm spiller Andreas sammen med et af tidens varmeste navne i den unge elite: Christian Ihle Hadland, som på bare ti år har skabt sig et ry som en sand klavertroldmand, hvis egenartede, delikate og raffinerede spil har sikret ham engagementer ved de største koncertscener verden over. Temaet for koncerten er Alle tiders Wienere og vil indeholde værker af bl.a. Schubert, Beethoven, R. Strauss, Webern og Korngold.

Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT’s Venner.

Julekoncert med Thisted Kirkes Drenge-Mandskor Søndag d. 8. december kl. 16, Tarm Kirke

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor blev stiftet i 1982 og består i dag af ca. 40 drenge og unge mænd.

Udover at koret medvirker ved alle højmesser i Thisted Kirke har det en omfattende koncertvirksomhed, og det er kendt for en meget høj musikalsk standard og et meget alsidigt repertoire inden for såvel kirke-lig som verdslig musik.

Koret optræder flere gange om året i Musikkens Hus i Aalborg i samarbejde med det lokale symfoniorke-ster. Også udlandet har bud efter koret, som har givet koncerter flere steder i USA, Australien og London og Paris. Glæd jer til en stemningsfuld koncert i Tarm Kirke med engelsk og dansk julemusik.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Tarm Kirke.

Nytårskoncert med Jens-Christian Wandt og Janus Araghipour Søndag d. 13. januar kl. 16, Vestjysk Gymnasium Tarm

Som sædvanligt indledes koncertåret med en festlig og underholdende nytårskoncert, som denne gang er lagt i hænderne på operasangeren Jens-Christian Wandt.

Jens-Christian Wandt har sunget over det meste af verden og optrådt med adskillige store kunstnere, men har også præsenteret opera for børn og er i det hele taget ikke bleg for at gå utraditionelle veje for at slå et slag for kulturen. For eksempel er han arrangør og initiativtager til ”Verdensballetten”, som hver sommer præsenterer opera og ballet rundt om i sommerlandet. Mange husker også, at han sang ved Prins Henriks bisættelse.

Programmet bliver en festlig blanding af opera, operette og danske sange, præsenteret med anekdoter og historier om musikken, komponisterne og tenorens egne tanker op oplevelser. Jens-Christian Wandt akkompagneres af den unge og meget talentfulde pianist Janus Araghipour.

Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT’s Venner.