The Afiara Stringquartet (Canada). Tirsdag d. 13. november kl. 19.30. Kramp Scenen. Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

Skjern-Tarm Musikforening kan byde på musik i verdensklasse, når Afiara String Quartet fra Canada giver koncert i Skjern som led i en Danmarksturné. Kvartetten, der blev dannet i 2006, har gennem de seneste 2 år været tilknyttet The Juilliard School of Music i New York som ”Quartet in Residence”. Men allerede i 2008 var kvartetten prismodtager i ARD-konkurrencen i München, ligesom de dygtige musikere siden har modtaget mange andre internationale priser. The Afiara String Quartet har nu godt gang i en international karriere, der har budt på turneer i såvel  Nordamerika som Europa, ligesom musikerne også underviser og giver master-classes på de mange turneer.

Julekoncert med vokalgruppen Sono. Søndag d. 2. december kl. 16. Tarm Kirke.

Den aarhusianske vokalgruppe SONO giver julekoncert i Tarm Kirke. Med stemmen som det eneste instrument fortolker SONO sange inden for genrer som pop, rock og elektronisk musik primært fra skandinaviske originalartister. Sono har netop fejret 25 års jubilæum og er et af de vokalensembler, der har været toneangivende for udviklingen af det dynamiske kormiljø i Aarhus. SONO har opnået stor anerkendelse herhjemme og i udlandet og har udgivet tre albums, der har høstet store roser fra både originalkunstnere og internationale anmeldere, der har understreget SONOs særlige lyd og kvalitet. I selskab med SONO er det muligt at gå på opdagelse i et alsidigt musikalsk univers karakteriseret ved nærvær, legesyge og overraskende lytteoplevelser.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Tarm Kirke.

NYTÅRSKONCERT - Cecilia Lindwall & Trio Classico . Søndag d. 28. januar kl. 16 . Vestjysk Gymnasium, Tarm

Også i 2018 skyder Skjern-Tarm Musikforening det nye år igang med en festligkoncert. Denne gang med den svenske sopran, Cecilia Lindwall og Trio Classico - en ægte wienertrio, bestående af klaver, violin og cello.
 
Cecilia Lindwall er en sopran i særklasse. Hun debuterede i "La Boheme" på Den Norske Opera i år 2000, vandt allerede året efter en international pris i Berlin og har efterfølgende arbejdet professionelt i både i både Tyskland og Skandinavien.
 
Ved årets nytårskoncert optræder hun med en kavalkade af skønne operetteklassikere,bl.a. sange fra "Flagermusen", "Den Glade Enke" og "Czardasfyrstinden". suppleret af skønne wienermelodier af komponister som Lehar, Kalman og Strauss.
 
Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT's Venner
 

Walentin & McKenzie: Jorden Rundt. Søndag d. 4. marts kl. 16. Vestjysk Gymnasium, Tarm (!)

Violinisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie besøgte musikforeningen i 2016 som to tredjedele af Trio Vitruvi, som gav en forrygende koncert.

Siden har de gæstet flere af verdens førende scener, og nu er de to unge virtuoser tilbage for at tage publikum med på en spændende musikalsk jordomrejse med musik af så forskellige komponister som Beethoven, Tchaikovsky, Brahms, Debussy, Gershwin, Gade, Kreisler, Elgar m.fl.

Vi kan se frem til en eftermiddag med virtuositet, charme og stil og en perlerække af klassiske og underholdende musikstykker

Frokostjazz med Neanders Jazzband. Lørdag d. 17. marts kl. 13, Vestjysk Gymnasium, Tarm

I musikforeningen står marts måned i traditionens tegn: Sildebuffet og god jazz. Jazzmusikken er i år lagt i hænderne på Neanders Jazzband, som tager udgangspunkt i New Orleans-stilen, men som også kommer rundt om rock´n´roll og blues, udført med det særlige Neander-touch.

Orkestret består af: Per Neander Kristensen, trompet og vokal, H.C. Rosendahl, klarinet, altsaxofon og vokal, Jens Agerholm, trombone, Chris Vang-Hansen, banjo, guitar og vokal, Henrik Bay Møller, kontrabas og vokal og Claus Christensen, trommer.

”Fordi musikken skal være levende”, lyder bandets motto, og at det 40-årige orkester er fuldt af livskraft, kunne et begejstret publikum ved to nytårskoncerter i Skjern konstatere: Neanders kommer i den grad ud over scenekanten!

Koncerten arrangeres i samarbejde med VGT`s Venner.

Willy Egmose Trio. Tirsdag d. 18. september kl. 19.30. Kramp Scenen. Ringkøbing-Skjern Kulturcenter (!)

Trioen, som udover Willy Egmose på piano består af Jeppe Smith-Olsen, bas og Esben Laub von Lillien-skjold, trommer, har været på banen siden midten af 1970’erne. En stor del af trioens publikum finder man i danske kirker, idet Willy Egmose, der har været ansat som organist ved Skjern kirke 1968 – 2014, benytter salmemelodier som et af sine favoritemner. ”Vi spiller dog også gerne jazz standards og andet”, udtaler han.

Spillestilen i trioen kan med rette betegnes som mainstream, inspireret af pianister som Gene Harris, Monty Alexander, Jan Johansson og ikke mindst Oscar Peterson samt af bassisten Niels Henning Ørsted Peder-sen.

Som rytmegruppe har trioen akkompagneret musikere som f.eks. tenorsaxofonisterne Scott Hamilton, Jesper Thilo og Dexter Gordon samt violinisten Finn Ziegler.

Koncerten støttes af Kulturelt Samråd i Ringkøbing-Skjern Kommune 

Koncert med kgl. Kammersanger Stig Fogh Andersen. Søndag d. 7. oktober kl. 16. Vestjysk Gymnasium, Tarm

Under titlen ”Komponister og poeter i skyggen af ”Den Franske Syge” præsenterer operasangeren Stig Fogh Andersen og pianisten Kristine Thorup et program med musik af komponister som Heise, Schubert, Schumann, Mozart og Beethoven, med tekster af bl.a. Aarestrup, Eichendorff og Goethe – det hele flettet sammen med beretninger og anekdoter om de kendte kunstnere. Med titlen hentyder musikerne til det faktum, at de kendte komponister og digtere levede og virkede i skyggen af den grusomme franske syge - sygdommen syfilis. På trods af det – eller måske på grund af det? - har de efterladt en ufattelig skat af musik og digtning, i hvilken de priser skønheden, kærligheden, forårets spirende liv - alt sammen set på baggrund af den uhelbredelige sygdom, de måtte leve med.